Bag om Morganas Kilder

De Fire Vinde

Vi nordboer behøver ikke at gå over åen efter vand!

Der kommer så meget fantasylitteratur til os fra udlandet, og det er, som om den nærmest har taget patent på sine landskaber med drager og dværge og alverdens andre væsener. Det er der ikke noget galt i. Forfatterne bruger jo bare af det stof, de selv er vokset op med. Men i Norden har vi en lige så fornem tradition for at berette om de overjordiske og underjordiske og alt det, der er midt imellem. Fortællinger vi selv er vokset op med.

Vi skal ikke længere tilbage end til Romantikken, den danske Guldalder, før vi finder en ren guldgrube af sagn fulde af lindorme, mystiske ravne, nisser, lygtemænd, elverfolk (lysalfer og svartalfer, så kan man selv vælge), mosekoner, mosefolk og vølver med lange, magiske stave. Og mange af os bliver stadig grebet af fortryllelse, når hyldens duftende blomster står selvlysende i midsommernatten.

I Morganas Kilder har jeg taget udgangspunkt i den danske Guldalder (ca. 1800 – 1850) og hentet inspiration fra både musikken, digtningen og balletten, der alt sammen kredsede om naturen som et levende væsen.

Det er de danske landskaber, jeg beskriver, og hvor det passer ind i fortællingen, er de, ligesom i Romantikken, gjort større, højere og voldsommere. Vore grønne, lyse bøgetræer bliver i mange af fædrelandssangene beskrevet som enormt høje og med vældige kroner, der ligefrem kan spejle sig i bølgen blå. Disse næsten magiske bøgetræer optræder i Morganas Kilder og bliver kaldt himmelbøge. Deres vældige kroner danner kuplerne i de store sale hos elverkongen i det nordiske rige, der (naturligvis) har fået navnet Sjølund.

De mange morgen– og aftensange fra tiden er fulde af billeder, der giver naturen sit eget væsen. Man kan jo ligefrem se det, når solen går ned: Der står et slot i Vesterled, tækket med gyldne skjolde.

Navnene på steder og personer er til dels konstruerede, men også genkendelige: Vesterled, Østerled, Bloster, Klinteskoven og Ravnsherred er navne på nogle af egnene i Morgana. Morgana selv – troldkvinden eller feen – er blevet brugt som magisk skikkelse i utallige danske guldalderdigte. Hun er ikke bare kong Arthurs farlige søster. I Ingemanns digtcyklus om Holger Danske, hører vi om heltens rejse til den skønne Morganas slot. Også H.C. Andersen bruger Morgana og hendes skyslot i flere af sine eventyr, blandt andet i ”De vilde Svaner”. Så derfor faldt det mig helt naturligt at tilegne Fata Morgana hele det fantasiland, der er opstået med guldalderdigternes billeder som inspiration.

De magiske væsner er hentet fra den nordiske natur og de nordiske sagn: Der ligger en slumrende lindorm under Morganas yderste grænse, i Ellemosen med de sorte moseege hersker mosekonen Muri og brygger sit mosebryg. Der er små, rare støvlenisser og ondskabsfulde lygtemænd, der er katte, svaner, ravne, ræve, losser, ellekrager og en duehøg.

Balletterne Sylfiden og Et Folkesagn af August Bournonville har også givet mig inspiration. Sylfiden, der er en luftalf, er nok det nærmeste, vi kommer forestillingen om en nordisk, alfelet elverpige. Fra balletten har jeg lånt navnet Effie (James’ forlovede, som bliver svigtet til fordel for Sylfiden) til en svartalf, der forelsker sig i Hr. Oluf. I Et Folkesagn, der blandt andet handler om skiftinger og om troldfolket i troldhøjen, som ”bjergtager” menneskene, hedder troldkonen Muri, og fra hende har min mosekone lånt sit navn. I Morganas Kilder bor Muri i mosen, Ellemosen, sammen med sine svartalfer og store, plumpe mosefolk, hvor hun brygger en stinkende, magisk bryg i sin sorte gryde. Heksen i Sylfiden brygger for øvrigt også et giftigt bryg i sin sorte gryde, så det slør, som hun gennemvæder i brygget, stryger sommerfuglestøvet af Sylfiden, så hun dør. Frækt har jeg lånt fra den scene til at lade noget lignende ramme Elycias elskede læremester, elverkongens søn, Illiander.

Niels W. Gade skrev også i Romantikken sin korfantasi Elverskud, som handler om den unge ridder, Hr. Oluf, der er forlovet med den lyse Ingelil, men også begærer elverkongens datter. Natten før sit bryllup rider Hr. Oluf i skoven for at se elverpigerne, men da han ikke tør danse med elverkongens datter, bliver han ramt af pigens vrede, og han falder død om, da han kommer hjem. Det er den dramatiske morgen, koret synger den berømte, fredfyldte morgensang ”I østen stiger Solen op”.

Der går mange sagn om riddere som Hr. Oluf, der ikke kan vælge mellem det virkelige liv og drømmen. I nogle af sagnene bliver ridderen ikke dræbt (elleskudt) af svartalferne, men andre frygtelige ting kan overgå ham. F.eks. at han efter én nat træder ud af dansen og opdager, at der for ham er gået hundrede år. I den skikkelse, som et ensomt, hævngerrigt og hadefuldt menneske, optræder Hr. Oluf som en af skurkene i Morganas Kilder.

Skuespillet Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg og med musik af Fr. Kuhlau stammer også fra Guldalderen. I stykket er det blandt andet en spektakulær fingerring, der spiller en vigtig rolle, og derfra har jeg fået inspiration til Elycias egen fingerring og hele forestillingen om elverkongen, der regerer over skoven, skønt de færreste mennesker har set disse væsener.

Solen, månen og stjernerne spiller også en stor rolle i Morganas Kilder. Folk i Morgana kan f.eks. tale med hinanden gennem stjernerne ved hjælp af små ædelsten de lægger i figurer magen til udvalgte figurer/konstellationer på himlen. Og de kan på magisk vis få stjernerne til at blinke med morsesignaler, så blinkene kan aflæses af folk både i Morgana og i vores egen verden, Midgård.

Men én ting er de nordiske sagn og myter. Morganas Kilder er selvfølgelig også en selvstændig fortælling i sit helt eget univers, der følger sine egne love og er fuld af dramatik, mystik og gåder, der skal opklares. Fortællingen foregår både i et fantasyunivers og i en moderne virkelighed, og jeg har bestræbt mig på at gøre Elycia og de andre personer nutidige og vedkommende for de unge læsere.